Friis & Moltke
Målet er helhed
Hos det prisbelønnede, internationale arkitektfirma Friis & Moltke i Århus og Aalborg defineres et vellykket rum som samspillet mellem en række faktorer.
”Vores fysiske omgivelser skal være menneskelige, og projektets idégrundlag er det bærende element. Det gode samspil mellem bygninger og landskabet udenom – såvel som mellem de indvendige rum og materialerne – er vigtige elementer for den stemning, man oplever i rummet. Målet er helhed – at skabe stærke bånd mellem form og funktion.”
Friis & Moltke bruger blandt andet enkle og klare former til at nå målet: ”Sammen med den bedst mulige udnyttelse af de naturlige materialer forstærker det brugerens oplevelse og velbefindende i rummet.”
Filosofien har Friis og Moltke overført til mange kendte store som små byggerier, huse og rum. I 1969 indledte firmaet samarbejdet med R. Randers. Det begyndte med skolemøbler til en række gymnasier og andre undervisningsinstitutioner, og det blev indledningen til et inspirerende samarbejde, som de to virksomheder stadig, godt 40 år efter, plejer og videreudvikler. Med en række forskellige møbeltyper som møbelserien 2000, hvor opbevaringssystemet i 1994 blev præmieret med den danske ID-pris. Friis & Moltke modtog i 1971 Møbelprisen, i 1986 IG-prisen og i 1983 DALs Æreskalejdoskop for arkitektur og design.
Friis & Moltke har også tegnet det spektakulære hovedsæde i Odder, som R. Randers indviede i 1991.
”Styrken i vores samarbejde har været det professionelle samspil, hvor vores filosofi og ønske om at formgive karakterfulde møbler med særlig fokus – og interesse for – de rumlige forløb er blevet den fælles platform. Møblernes udtryk er inspireret af arkitekturens verden. Arkitektur er rumkunst, og rumkunst er arkitektur.”
